Målgruppen for denne indsats er børn anbragt uden for hjemmet og deres forældre eller øvrige netværk, hvor det er vurderet, at samvær bør foregå med støtte og/eller overvågning.
Formålet med indsatsen er at skabe en tryg og forudsigelig ramme omkring samværet, hvor barnets trivsel er i centrum. Jeg har fokus på at støtte forældre i at møde barnet med følelsesmæssig afstemning og anerkendende kontakt, og vi tilrettelægger aktiviteter, der understøtter et positivt og meningsfuldt samspil mellem barnet og dets nære relationer.
Indsatsen tilpasses det enkelte barns behov og familiens situation, og Jeg arbejder med respekt for både barnets og forældrenes perspektiv. Målet er, at samværet bliver en tryg og relationsfremmende oplevelse, der understøtter muligheden for gensidig kontakt, tilknytning og udvikling.
Jeg tilbyder konsulentbistand til plejefamilier og personale i arbejdet med anbragte børn og unge.
Her får I konkrete råd, vejledning og nye redskaber til den pædagogiske praksis. Målet er at sikre en stabil og tryg hverdag for både barnet og jer, så vi forebygger sammenbrud i anbringelsen.
Børn anbragt uden for hjemmet har ofte særlige behov, der kræver opmærksomhed og forståelse. De behov kan vise sig i følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer. Sammen undersøger vi barnets reaktioner og adfærd, så vi bliver klogere på de bagvedliggende behov og følelser.

